Pedersen & Nielsen får ny afdeling i Hjørring
Pedersen & Nielsen Automobilforretning udvider både antal forretninger og mærkeporteføljen
Pedersen & Nielsen Automobilforretning overtager den 1. maj ABS Auto i Hjørring, og udvider dermed antallet af afdelinger samt porteføljen som autoriseret Nissan partner.
Med overtagelsen af ABS Auto finder man nu 10 autoriserende bilmærker fordelt hos Pedersen & Nielsens 10 afdelinger i Jylland. Dermed følger koncernen strategien om både at være lokalt forankret samt vækste.
– Vores ønske er at have et bredt sortiment, uanset om man har brug for en personbil eller varebil. Suzuki bød vi velkommen tilbage i 2021, men Nissan er et nyt mærke for os. Nissan passer her rigtig godt sammen med de øvrige mærker i vores sortiment, lyder det fra administrerende direktør hos Pedersen & Nielsen Automobilforretning, Jesper Brix.
Nyt navn – samme mærker, ansatte og kundepleje
Nissan og Suzuki afdelingen på Frederikshavnsvej i Hjørring fortsætter som autoriseret forhandler og værksted, og alle de tidligere ansatte hos ABS Auto følger med og fortsætter fremover hos Pedersen & Nielsen.
– Vi glæder os over, at alle de medarbejdere der ønskede det flytter med over. Det betyder noget for de ansatte og for os som virksomhed, fordi vi er med til at sikre gode, lokale arbejdspladser, udtaler Jesper Brix.
60 års erfaring i branchen
Pedersen & Nielsen blev grundlagt 2. marts 1964 af Tage Pedersen og Tage Nielsen. Firmaet er nu en af Jyllands største bilforhandlere med tilhørende værksteder med afdelinger i Aalborg, Randers, Auning, Risskov, Frederikshavn, Hadsund, Grenaa, Sønderborg, Aabenraa og nu også i Hjørring.
”Pedersen & Nielsen er en organisation med en del fællesfunktioner på tværs af afdelingerne. Blandt andet har vi en håndfuld dygtige erhvervssælgere, der glæder sig meget til at kunne komme i gang med Nissans spændende varevognsprogram”, slutter Jesper Brix.
Jesper Brix understreger, at ABS Auto har været en lokalkendt og veldrevet forretning, hvor medarbejderne er kendt for deres gode kundepleje – herunder blandt priser for Suzuki-kundetilfredshed. En værdi, der er helt i tråd med holdningen og hverdagen hos Pedersen & Nielsen Automobilforretning, hvor man ved, at det er medarbejderne, der gør forskellen.